Vedtægter

Vedtægter for Fællesvirket Egebjerg Bykvarter 2026

§ 1 Navn og hjemsted 

 Foreningens navn er ”Fællesvirket Egebjerg Bykvarter”, i det følgende benævnt Fællesvirket.

Fællesvirkets område er Egebjerg Bykvarter i Ballerup begrænset af Skovvej, Egebjergvej, Nordbuen og Skovmarksvej.

§ 2 Formål   

Fællesvirkets formål er at være bindeled for områdets ejer- andels- og boligforeninger samt enkeltstående boliger, i det følgende benævnt foreninger, til Ballerup Kommune vedr. de fælles områder og anlæg i Egebjerg Bykvarter. Dette drejer sig primært om renovering af kommunale veje samt anvendelsen af kommunale veje og fællesveje herunder pasning af vejtræer, opsætning af ladestandere og parkeringsforhold, anlæg og vedligeholdelse af kommunale grønne områder samt vedligeholdelse af Egebjerg Bykvarters kunstinstallationer.

Arbejdet med opfyldelse af Fællesvirkets formål må ikke tilsidesætte den enkelte forenings beslutningskompetence.

Fællesvirket kan desuden støtte oprettelsen af foreninger, klubber og interessegrupper i Egebjerg Bykvarter samt støtte enkeltarrangementer for beboerne økonomisk efter ansøgning.

Fællesvirket og Egebjergklubben udgiver hver 2. måned bladet ’Egebjergbladet’, hvis formål det er, at holde Egebjergs beboere orienteret om lokale forhold og aktiviteter. Bladet finansieres delvist gennem annoncer og er åbent for beboerindlæg.

Ligeledes gives et tilskud til driften af Egebjerg Fælleshus, Agernhaven 8 mod at Fællesvirket kan anvende Fælleshuset et antal gange årligt i henhold til kontrakt med Fælleshuset.

§ 3 Medlemskab 

Fællesvirket er åbent for medlemskab for alle foreninger i Egebjerg Bykvarter.

Medlemskab kræver indbetaling af et årligt bidrag pr. bolig fastsat på den årlige generalforsamling.

§ 4 Generalforsamling

Fællesvirket afholder generalforsamling i 1. kvartal. Mødet afholdes i Egebjerg Fælleshus, Agernhaven 8. 

Der udsendes invitation til generalforsamlingen senest 4 uger før generalforsamlingen afholdes. Forslag til behandling på generalforsamlingen skal indsendes til bestyrelsen senest 3 uger før generalforsamlingen. Dagsorden, beretning, regnskab, budget og indkomne forslag udsendes senest 2 uger før generalforsamlingen.  

Alle beboere i medlemsforeningerne kan deltage i generalforsamlingen, men kun indtil 2 medlemmer fra hver forening udvalgt af foreningernes bestyrelse har stemmeret, idet enkeltstående medlemmer dog kun har 1 stemme. Der kan stemmes med skriftlig fuldmagt fra den pågældende forenings bestyrelse.

Generalforsamlingen afvikles efter følgende dagsorden: 

Velkomst

Valg af dirigent og referent

1. Bestyrelsens beretning 

2. Forelæggelse af årsregnskab 

3. Fastsættelse af årets budget og årligt medlemsbidrag

4. Indkommende forslag. 

5. Valg

Valg af bestyrelsesmedlemmer. Valget er for to år med 2 medlemmer på ulige år og 3 medlemmer på lige år.

Valg af revisor. Valget er for et år. 

Valg af 1-2 suppleanter. Valget er for et år.

Valg af repræsentant til Egebjergbladets redaktionsudvalg. Valget er for et år.

6. Eventuelt 

Bortset fra vedtægtsændringer og opløsning afgøres alle beslutninger ved almindeligt flertal blandt de fremmødte inkl. fuldmagter.

Referat fra generalforsamlingen sendes til medlemmer senest 2 uger efter afholdelsen.  

§ 5 Bestyrelsen 

Bestyrelsen har ansvaret for varetagelse af Fællesvirkets virksomhed inkl. økonomi. 

Bestyrelsen består af 5 medlemmer og 1-2 suppleanter. 

Det skal tilstræbes, at der i bestyrelsen indgår repræsentanter fra forskellige foreninger. 

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og kasserer.

Bestyrelsen holder møde efter behov. Suppleanter kan deltage til bestyrelsesmøder, men har ingen stemmeret.

Referat fra bestyrelsesmøde sendes til medlemmerne senest 2 uger efter afholdelsen. 

§ 6 Økonomi 

Fællesvirket disponerer over de midler, der fremkommer ved de årlige medlemsbidrag.

Fællesvirkets regnskabsår er kalenderåret.

Formand og kasserer er hver især tegningsberettet.

§ 7 Vedtægtsændringer 

Ændringer til vedtægterne kan kun ske på en generalforsamling med ¾ flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede deltagere. 

§ 8 Opløsning

Opløsning af Fællesvirket kan kun ske på en generalforsamling med ¾ flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede deltagere og ½ af samtlige stemmeberettigede i foreningen.

Hvis ¾ af de fremmødte stemmer for en opløsning, men der ikke er opbakning fra ½ af samtlige stemmeberettigede, indkaldes der til en ekstraordinær generalforsamling, hvor opløsningen kan ske med simpelt flertal af de fremmødte.

Hvis der ikke kan opnås ¾ flertal for opløsning, skal der vælges en ny bestyrelse af og blandt dem, der stemte imod en opløsning.

Ved opløsning skal der samtidig træffes beslutning om anvendelse af Fællesvirkets aktiver.  

Disse vedtægter er gældende fra 23. marts 2026.